Tale: Velkommen til et nyt Kitchen Collective

Grundet det kæmpe madøre jeg er, startede jeg for mere end en håndfuld år siden en mission om at skabe rammerne for at hjælpe madiværksættere i gang.

Det udmøntede sig i en drøm om at starte et fællesskab, hvor fremtidens madfolk kunne dele viden, blive kolleger og hjælpe hinanden via noget så simpelt som at dele arbejdsplads – dele et køkken.

Helt konkret, gik jeg rundt her i Kødbyen kiggede ind gennem de store glasfacader og forestillede mig, hvordan iværksætteri og udvikling af mad kunne skabe fællesskab blandt de madlavende mennesker og de spisende mennesker.

Det startede en rejse, der blev til dannelsen af delekøkkenet og salgsfælleskabet Kitchen Collective, festivalen Street Food om Søerne og skabelsen af madinnovationshuset CPH Food Space.

…

Det blev også starten på en rejse, hvor jeg med afsæt i min kærlighed til mad og min begejstring for iværksætteri har udviklet visioner, der rækker langt ud over den enkelte iværksætters ide eller det enkelte spisende menneskes måltid.

Jeg arbejder i dag for at skabe en mere mangfoldig og bæredygtig madkultur med sunde virksomheder og mennesker, der har det godt.

Da det blev muligt for mig at flytte ind i disse lokaler opstod den tanke i mig, at hvis jeg skulle kunne bidrage med noget på denne mission, som vi er mange sammen om, var det, at arbejde på en ny metodik.

Vi madmennekser leder hele tiden efter det rigtige svar på, hvordan vi skaber et mere bæredygtigt madsystem. Men selv om vores mål er det rigtige, så tror jeg ikke på, at en evig søgen efter svar nødvendigvis er den mest konstruktive måde at nå derhen på.

Når vi skiftes til at påstå, at lige præcis vores måde er den bedste, så oplever jeg, hvordan man nemt begynder at lede efter hullerne i hinandens oste. Det er nemlig let at fremstå hyklerisk, når man prøver at finde frem til det mest rigtige svar på en så kompleks problemstilling som bæredygtighed.

For det mest rigtige svar findes ikke. Og derfor burde vi måske holde op med at fokusere så ensporet på at finde svar, og i stedet begynde med at finde frem til de rigtige spørgsmål.

Det er ofte mere angstprovokerende at lede efter spørgsmål end svar. Man stiller sig i en mere sårbar position, når man anerkender, at man ikke ved, hvilken vej, der er den rigtige at gå. Men at stille spørgsmål behøver ikke være et tegn på usikkerhed. Det kan også være en nyttig metode og en mere konstruktiv ramme om arbejdet med komplekse problemstillinger.

Det er den ramme, jeg gerne vil skabe heri køkkenet. Et rum, hvor vi anerkender, at ingen af os har det rigtige svar, og hvor der er tryghed til at være nysgerrig og stille de mange komplekse spørgsmål, der altid melder sig i samtaler om fremtidens madsystem. Et rum hvor vi kan være modige sammen og i fællesskab åbne op for nye måder at se og gøre mad på.

Jeg drømmer om, at dette køkken bliver stedet, hvor vi samler modige folk, der er nysgerrige og deler begejstring for bæredygtig madkultursudvikling og dermed bliver rammen for et nyt vidensproducerende fælleskab.

…

Sådan lød starten på den tale, jeg holdte 7. Februar 2020. Jeg havde overtaget dette sted i december 2019, og det var min største taget risiko til dato, så derfor dulmede jeg nerverne med at invitere indenfor til fest. Og sammen stod vi her knap 300 mennesker og skød det i gang, som jeg på det tidspunkt havde en forestilling om skulle hedde Staldkøkkenet.

En måned senere ramte corona, der indledte en rejse, som man på mange måder godt kan sige, jeg gerne ville være foruden.

I dag står jeg her igen. Klar til en ny fremtid. I den sikkerhed – skulle det hele gå galt igen, så kan vi sammen kalde det en aprilsnar.

For selvom den rejse, jeg har været på, ikke er noget man ønsker for nogen andre, vil jeg dog alligevel gerne stå frem i den sande fortælling, at jeg ikke ville have været den foruden

Den har måske gjort mig 25 unødvendige erfarings-år rigere, men den har også gjort mig skarpere og flottere. Og stort tak til Koalition og Jensen Retail for det.

Jeg startede Kitchen Collective i en tid, hvor iværksætteri knap nok havde fundet sin vej ind i undervisningslokalerne. Hvis ikke man skabte virksomhed med det til formål at have en vækstkurve formet som en ishockey stav og en stræben efter hurtige resultater, så kunne man ligeså godt pakke sammen. Et internationalt navn, en forretningsmodel som AIRBNB og skrevet planer om at skalere alle problemerne ud af Kina gjorde, at jeg trods alt nåede at få ordet i konkurrencer og ved investors borde, og det startede også min karriere som pirat, for inderste inde troede jeg ikke på det system, som jeg spillede mig ind i.

Det hele havde også den sørgelig bagside, at jeg hver dag tvivlede på, om jeg kunne lykkedes med det, jeg troede på.

Jeg var en af de første til at arbejde med deleøkonomi i Danmark, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange mennesker er trådt ind i min butik og talt på mig og gerne ville lære mig om, hvordan jeg kunne tjene penge.

Og heri blev paradokset endnu større for mig, for selvom jeg også gerne vil udfordre det kapitalistiske system, så har jeg købt premisen om, at det nu en gang er den model, der former spillereglerne i hvert fald her i min levetid, og derfor vil jeg gerne have en virksomhed, der tjener penge. Men jeg har aldrig set det som en modsætning for, at det ikke var noget, vi kunne gøre i fællesskab. Jeg har derfor altid gerne ville udforske og skabe forudsætningerne for at skabe en fælleskabsorienteret bundlinje. De udfordringer vi står over for som madsystem kan ikke løses af enkeltstående virksomheder. De kan kun løses i samarbejde og i kollegaskab.

Puha, det var og er store visioner for et lille menneske som mig, og hvis det ikke havde været for den rejse, som coronaen sendte mig ud på, så havde jeg nok stadig haft en kæmpe tvivl om den fremtid egentlig er mulig.

Coronaen gjorde mig i starten handlingslammet og sendte mig hjem i min lejlighed, hvor jeg mest af alt kiggede ind i en væg. Jeg skulle ikke nærme mig kødbyen, for hvad kunne være mere forfærdeligt end at de mange kvadratmetre formet til fællesskab stå tomme?

Da jeg fandt min vej herned i køkkenet, blev jeg mødt af de mest modige mad-mennesker jeg kender. Kitcheneurs – altså iværksættere – der var for små til at få noget hjælp fra staten – og derfor tvunget til at kæmpe sig igennem krisen. I kitchenuers havde fundet jeres egen vej at organisere køkkenet, så alle kunne være her på trods af smittefare. I havde lavet en plan for et organiseret værtskab. I havde endda også organiseret jer i et salgsfællesskab, hvor i solgte hinandens varer og cyklede dem ud til os spisende mennesker i København.

Wouw. Og tak. Heri blev jeg bekræftet, at det er muligt at skabe fællesskabsvirksomheder, og ikke fordi vi er typerne, der skal måle os med andre – men i en sørgelig tid, hvor vi har vinket farvel til gode kræfter i denne branche – så står vi her alle stadig. Og hvor jeg ellers var på vej til at flygte fra fortællingen om Kitchen Collective og pakke den væk i det nye hippe Staldkøkkenet, har jeg brugt corona-tiden til at gøre det modsatte.

For første gang tager jeg det alvorligt, det jeg laver. Eller, jeg har nok altid taget det alvorligt, det jeg laver, men jeg har aldrig turde at dedikere min ubetinget nærhed til det, hvilket har udmøntet sig i, at jeg også har fundet en stor frihed i at have (lidt for mange) virksomheder. Eller i hvert fald 5.

Og hvor man tit mødes på denne måde for at fejre, at man starter en virksomhed, så er vi dag samlet for det modsatte. Vi er i dag også samlet for at markere, at jeg nu har lukket mit første CVRnummer, og for mig er det en kæmpe sejr.

Kitchen Collective var fra start en vildt god tanke. Det var egentlig også et vildt godt navn – for selvom, vi opererer fra København og har lagt drømmen om Kina på hylden, så er vi en meget mangfoldig virksomhed med mennesker mange steder fra i verden.

Kitchen Collective har snart eksisteret i 8 år, og nok har vi aldrig præsteret en vækstkurve formet som en ishockey stav, men det er trods alt længe nok til jeg nu godt tør at sige, at vi ikke sådan lige er til at vælte af pinden. Tak fordi i er kommet i dag. Jeg glæder mig til fremtiden.